Først et par historier skrevet af Paul

Meget moderne

Vi startede jo i skolen den 1. april med ny skoletaske (tornyster). Den var flot. Da vi kom til sommerferien havde jeg den med til København. Vi skulle besøge min søster. Det gik hverken værre eller bedre end at mit fine tornyster blev glemt i en bus, sporvogn eller tog på vej hjem til Jylland.

Min Mor havde jo ikke mange penge at rutte med, så hun ville eftersøge tasken. Det betød, at jeg den første tid efter sommerferien, måtte bruge en gammel dametaske til mine skolesager, -nærmest en jordmodertaske. Jeg var grædefærdig og flov. I dag ville jeg nok være blevet betegnet som meget moderne!

H. C. Andersen

Da vi startede i skolen 1. april, skulle vi en af de første dage op på den store skoles gymnastiksal. Der var nemlig fejring af H. C. Andersen's 150 års fødselsdag. Jeg bleve bænket ved siden af en pige. Det syntes jeg var sært. I skolen skulle man da sidde ved en dreng, .... Nå, jeg kom da over det, og kan trods dette svære problem huske at de opførte "konen med æggene"

Historie skrevet af Bente Caspersen

Min skoletid på Søndre Skole i 6. og 7. klasse dukker nu op i erindringen. På daværende tidspunkt var jeg dybt imponeret over at skulle på en storbyskole for at gå sammen med fine børn der boede i lejlighed og alting.
Jeg cyklede hver dag 5 km. Altid fornuftig påklædt og udstyret med en gedigen madpakke i tasken. På halvvejen røg madpakken i grøften. Den bestod af hjemmelavet rullepølse og leverpostej, hjemmesyltet asie og rødbede. Flovt i forhold til det fine slagterpålæg som I andre trak op af tasken. Når jeg nåede til Falckstationen i Hobro blev der dresset om. Af med strikvanterne, tørklædet og clipsene og så frem til skolen i lavt gear, så man ikke så alt for vindblæst ud.

Den lærer jeg husker bedst er Westergaard, som vi havde til verdenshistorie. Han rullede papir i metermål rundt i hele klasseværelset og tegnede alt hvad han fortalte. Når timen var til ende var væggene dekoreret med pyramider, kameler, sfinkser etc.. En fantastisk original. Men desværre var det en kort fornøjelse. Rygtet sagde at han blev fyret. Hans viltre hår, røde skæg og grønne fløjlsbukser matchede vist ikke dresscoden på Søndre Skole.
Og så var der skrækkelige frk. Madsen, som vi havde til håndgerning. Oh tvi. Fra dag et udvalgte hun mig som sin yndlingsaversion. Da jeg havde brækket armen og havde gips på fra håndled til armhule, skulle jeg sy blåstribede skråbånd på et gult forklæde. På symaskine forstås. Det blev ret skævt. Frk. Madsen viste ingen forståelse for denne fadæse. Hun spyede ild og galde og sendte mig udenfor døren. Foranlediget af den episode kontaktede mine forældre inspektøren (stik imod deres principper), og fremover havde jeg fred for min plageånd.
Til sidst vil jeg lige nævne viceinspektør Rosenkilde. Han så meget aristokratisk og betydningsfuld ud. Han var dog en utrolig venlig mand der nok var den eneste lærer på skolen som jeg førte samtaler med. Han tilbød sin hjælp på alle måder, hvis jeg ønskede at komme på kunstakademiet. Jeg er ham evig taknemmelig. Det blev dog ikke kunsten jeg valgte, men han gav mig selvtillid og gåpåmod, og det var jo godt at få med i rygsækken.

Alt i alt erindrer jeg tiden i 6. og 7. klasse som to dejlige år.

Hilsen
Bente Caspersen (Kasper)

Beretning skrevet af Tage Madsen

Jeg har nedskrevet 3 rb sang, som blev sunget den sidste skoledag i 1965.

Hobro Søndre Skole
Sangen på 3.r b's sidste skoledag 1965.
Mel. En sømand har sin enegang

På vores sidste skoledag, vi synge vil en sang,
men allerførst vi lover jer, den bliver ikke lang.
Vi vil bare nu til slut, gi' skolen en salut,
Og hvad vi gi'r af ros og ris i bedste mening gi's.

Hvor underlig at tænke sig, i Hansen's unge år,
Var han en pige-ung og smuk med dejlig gyldent hår,
Men tiden har forandret ham, det kan da alle se,
Pas på i skønne unge pi'r se blot hvad der kan ske.

At Hansens time er for lang, det føler han så vist,
At sidde hele timen ud, han finder er så trist
Og går sig fløjtende en tur, en 10-minutters tid,
mens hele klassen sidder stille i andægtig flid.

Ak, jo Johansen har det småt, det ved vi alt for godt,
en lærerløn er sultekost, man lever ikke flot,
han lige netop klarer sig, når penge er på vej
fra onkel i Amerika, ak ja, ak ja, ak ja!!

Hvor det dog altid trækker ind på Sahl det lille skind,
Han bli'r forkølet immervæk, af al den megen træk.
Han drejer på sin giftering, og får os sat i sving
Med gloser og fremmedord - hans viden er skam stor.

Lidt sammenblandet kost vi får hos frøken Storegård,
hun har en dejlig kvik replik og alting foregår
i takt med hendes unge sind hun deler sol og vind
så ligelig til klassen her - og det er meget værd.

Fru Schrivers store hobby er en kludedukkehær,
til gymnastik hun synes dog, at den er lidt for svær
For mange piger er det vist et meget tvivlsomt job,
At balancere på en bom og rette ryggen op.

Se røde pølser, helst med løg og cigaretters røg,
det nyder vor teatermand så ofte som han kan,
for os leverer han en mængde tørre vittighe'r
som vi ka' sidde og gumle på, så længe som vi gi'r.

Vor viden er skam også stor, om det på denne jord,
vi hører om teaterkunst og sport og blomsterflor
vi ser forsøget i fysik gå op i ild og røg,
men glemte vist at lytte til vor lærers snakketøj.

At køre uden seler på, det kan I nok forstå
er galmandsværk, I kære små tag sikringselen på.
Når bilen får lidt gas og man vil køre rashs,
Så må man sidde låset fast vær ikke gammeldags!!

Se nu er "bøtten" blevet vendt og vores vise endt,
Og allersidst vi siger tak for lærdom og for snak
For hvert et venligt ord og nik, vi af vor lærer fik
En tak til Christensen fordi hun kaffe ville gi'.

Vi startede med morgenkaffe oppe hos fra Møller Christensen og sidenhen bevægede vi os ned mod skolen, hvor sangen blev sunget på trappen udenfor gymnastiksalen. Her havde vi karameller med, som blev smidt ud til mængden af yngre elever.

__-_

Indlæg fra gæstebogen skrevet af Jens Bjørnager 31.5.2006

Hej alle fra årgang 55.

Jeg synes, at det er lidt skralt med bidragene her i gæstebogen, så jeg vil skrive lidt selv.
Jeg var ikke med til 30 års jubilæet, og blev noget chokeret over at konstatere, at 6 kammerater fra min klasse, c-klassen, er døde og een er terminalpatient. Jeg har derfor lovet mig selv, at denne gang må jeg i hvert fald deltage.
Når jeg kigger på billedet fra festudvalgets møde, må det også være nu, hvis jeg skal have en chance for at genkende bare nogle af jer "gamle".

Jeg kom, ligesom "Kasper", til c-klassen fra Skellerup Skole i starten af 6. klasse. Det var en tilfældighed, at det blev c-klassen, for skoleinspektøren førte flokken fra Skellerup rundt til de tre klasser og lod det være op til os selv, hvor vi ville hoppe ind. Jørn Thostrup bebrejdede mig senere, at jeg var for sløv til at hoppe ind i a-klassen, vi er gamle ulveunge-kammerater. Der var dog ikke noget i vejen med at gå i c-klassen.

To af dem, som jeg husker godt, er Uffe Thomsen, som var lidt af en rollemodel, han var den, som altid vidste, hvor langt man kunne tillade sig at gå i løjerne. En anden var Ole Johansen, som lærte mig at se tilværelsen på en "tilbagelænet" måde. Det gør mig ondt at se, ar de begge er døde. Der er dog mange tilbage, som jeg glæder mig til at hilse på igen, så må vi bare håbe, at de kommer.
Jeg glemmer aldrig den overraskelse jeg fik, da jeg mødte den lille splint, Tage Madsen, et par år efter, vi var gået ud af realskolen. Ham kunne jeg have taget under den ene arm og løbet afsted med. Da jeg genså ham i en tøjbutik i Hobro, måtte jeg lægge nakken tilbage for at se ham i øjnene, han var betydeligt højere end mig (jeg er 1,86).

Angående lærere, jeg husker også Rosenkilde, men som en streng, men meget kompetent lærer. Han havde engang set sig gal på de kragetæer, som de fleste af os skrev med. Jeg er ikke sikker på, om det var i 7. klasse eller i 1. real, men han satte sig for, at lære os at skrive bogstaver, som man gør i 1. klasse, med omhyggelige skriveøvelser. Og det lykkedes ham minsandten at få selv mine ubehjælpelige kragetæer til at blive til en flot håndskrift, så selv min storesøster blev imponeret! Selv om han var streng, og alle frygtede ham, så var han meget kompetent og ansvarsbevidst.

Jeg kan ikke se på lærerlisten, at lærer Sørensen er nævnt. Ham havde vi i c-klassen til gymnastik og idræt. Han var en sjælden lærertype, som behandlede os med så megen kærlighed og pædagogisk indsigt, at alle vi elever elskede ham højt og aldrig lavede ballade hos ham. Gid der var flere som ham, så ville der ikke være problemelever.

Skoleinspektøren var en lignende lederskikkelse, hed han ikke Jacobsen? Hvis han stillede sig ud i den meget store skolegård med flere hundrede legende børn, og pegede på een i den modsatte side af gården, som lavede ballade, så gik det som en løbeild fra barn til barn: "Spekken peger". I løbet af få øjeblikke nåede det ballademageren, og han stoppede øjeblikkeligt. Det var naturlig autoritet!

Det var lidt strøtanker og en venlig hilsen fra "Bjørnager".

Avisudklip fra 30 års fest

En enkelt historie fra 7 klasse:
Bagerbesøg
Vi havde været ovre ved bageren Søren K efter kager og blev stoppet på vej gennem mejeriets port af Viceinspektør Rosenkilde.
Fy for natan, gode råd var dyre.
Min makker sagde bare:" vi har været nede i byen for Brændgaard" og så fik vi lov til gå over i skolegården.
Klart ingen turde fyre en sådan melding af, hvis ikke det var sandt.
Senere i "huset" pådrog vi os så en mindre irettesættelse af Line Brændgaard, vi skulle ikke gøre det en gang mere!
Spørg Jørn Thostrup, han var med, men han havde hende jo også som klasselærer og spejderleder.

Med venlig hilsen
Ulrik Gundersen

Listbeth Kjær Laustsen skriver:

Hej til alle "gamle" klassekammerater

Jeg skriver godt nok gamle - men hvis I har det som mig, så er det jo kun udenpå det er galt, indeni føler jeg mig stadig ung, men med en masse erfaring i bagagen.

Tak til jer der gider at tage slæbet med at få et sådant arrangement op at stå, jeg glæder mig til at se jer. Det er også rigtig fint med klassevis samling først - vi ser jo alle noget anderledes ud i dag end på de billeder der er kommet frem.

Jeg kom til at tænke på min/vores første skoledag i Hobro. Vi startede jo først efter nytår da vi flyttede til Hobro. Vi kom fra en lille skole med 2 klasser, hvor vi havde gået i skole hver anden dag og var nu kommet til storbyen. Da vi skulle hjem - vi boede jo langt ude af Randersvej - havde jeg glemt hvilken vej vi skulle - så jeg græd - men Karen Margrethe, der altid var så fornuftig, kunne heldigvis få os hjem. Vi kunne både regne og læse da vi startede i Hobro - men det forspring blev indhentet. Vores mor havde været rystet da skoleinspektører havde foreslået at vi skulle i hver sin klasse. Set i bakspejlet ville det nok have været en god idé, vi var og er jo meget forskellige. Vores mor syede selv det meste af vores tøj - hvilket ikke altid var lige fikst. De store piger kaldte os for kludedukker, men vi vidste at der ikke var råd til andet så vi fortalte aldrig derhjemme at vi blev mobbet. (begrebet mobning var vel ikke opfundet dengang selvom det var det der foregik) Et af mine mareridt i skoletiden var også når man valgte hold til boldspil - min motorik var og er stadig ikke til at gribe en bold - så jeg stod altid tilbage som en af de sidste. Vi kom ikke meget hos klassekammerater, for - som vores forældre sagde - I har jo hinanden. Så det var faktisk først i Realen jeg fik mine egne venner - hvilke jeg ikke har haft kontakt med siden - det var egentlig en skam - det kan være, at vi kan tage revance her på vores gamle dage.

Vi ses, hilsen Lisbet Kjær Laustsen (f. Jensen) c - klassen
Mail: ll@sandjensen.dk

Kan I flere historier? så skriv eller mail.